Historisk beslutning

DMF søger om kollektiv indmeldelse hos Fødevareforbundet NNF

Medlemmerne af Danske Mejeristernes Fagforening (DMF) skal stemme om en nedlæggelse af deres fagforening og kollektiv indmeldelse i Fødevareforbundet NNF. Det har foreningens delegeretmøde besluttet.

Afstemning 2018 2Der var store ting på programmet, da de delegerede i Danske Mejeristers Fagforening (DMF) i dag holdt delegeretmøde. De skulle nemlig tage stilling til spørgsmålet om at nedlægge deres fagforening efter 95 års selvstændighed og indmelde deres medlemmer i Fødevareforbundet NNF.

Og det blev et overvældende flertal, der besluttede at sende spørgsmålet videre til urafstemning blandt foreningens knap 800 medlemmer og i omegnen af 100 elever. Anbefalingen, fra et markant flertal blandt de delegerede til deres kolleger, lyder på at sætte krydset ved "ja".

Forberedelserne til at indmelde DMF-medlemmerne i Fødevareforbundet NNF har stået på i længere tid, og ifølge formand for DMF, Lars Gram, har der været stor opbakning til projektet lige fra de første overvejelser til de mere konkrete diskussioner på forårets generalforsamlinger:

- Jeg er meget stolt af, at der har været så stor opbakning hele vejen igennem. Ikke mindst blandt nogle af dem, der mister deres tillidsposter i DMF's afdelingsbestyrelser. At de nu ser ud over deres egen næse og gør det, der er bedst for medlemmerne, gør mig både stolt og glad, siger Lars Gram.

Sammen er vi stærkere

Næstformand i Fødevareforbundet NNF Jim Jensen glæder sig over dagens beslutning. Og så håber han, at medlemmerne af DMF følger delegeretmødets anbefaling:

- For mig er der ingen tvivl om, at jo flere, der står skulder ved skulder i faglige sager og i forbindelse med indgåelse af lokalaftaler og overenskomster, jo stærkere står den enkelte. Vi har i mange år haft et tæt og godt samarbejde med DMF. Det gælder både på forbundsplan, men jo i endnu højere grad ude på mejerierne, hvor vores medlemmer går sammen hver dag. Men jeg ved også, at den her slags beslutninger ikke bliver truffet alene med hjertet, men også med hovedet. Jeg vil derfor gerne kvittere for dagens beslutning, og så vil vi gøre os uendelig meget umage med at sørge for, at de nuværende DMF-medlemmerne vil komme til at befinde sig godt i deres nye fællesskab - hvis de ved urafstemningen bakker op om det.

Lars Gram opfordrer samtidig DMF-medlemmerne til at deltage i den kommende urafstemning:

- Jeg håber, at DMF-medlemmerne vil bakke op om afstemningen og afgive deres stemme. Jo flere, der stemmer, jo stærkere bliver vores mandat.

Nye tider

Spørgsmålet om optagelse i Fødevareforbundet NNF skal afgøres af DMF's medlemmer. De kan afgive deres stemme frem til slutningen af september 2018.

Såfremt medlemmerne følger de delegeredes anbefaling, og beslutter at melde sig kollektivt ind i Fødevareforbundet NNF, træder det i kraft pr. 1. januar 2019.

 

Lykkes det, vil 2/3 af medarbejderne i mejeribruget være organiseret i Fødevareforbundet NNF, og det giver ifølge Jim Jensen nye muligheder:

- Vi skal naturligvis forstå at udnytte den nye styrkeposition til fordel for alle vores mejerimedlemmer - både nye og gamle. Vi vil lægge os i selen for at vise alle vores mejerimedlemmer, at det gavner dem at være en del af vores fællesskab.

Del på Facebook